torsdag den 26. januar 2012

Præsentation

Jeg tænker, at mit første indlæg hellere må være en lille præsentation af mig selv og bloggen - bare lige for at alle kan følge med.
På trods af bloggens misvisende navn hedder jeg ikke Saga, men Line. Dejligt dansk, dejligt udbredt og dejligt kedeligt. Jeps. Jeg faldt over navnet Saga i en bog og har elsket det lige siden. Spørg mig ikke hvorfor, men jeg ville simpelthen ønske at jeg hed Saga. Det gør jeg imidlertid ikke og kommer heller ikke til det. Måske skulle jeg bare kalde bloggen for Saga..
Nå. Tilbage til emnet. Jeg er 18 år, bosat i mine forældres villa i Ballerup, 3.g'er på Kongsholm Gymnasium i Albertslund og meget glad for kage og chokolade.
Jeg har før forsøgt at lave en af de der dagbogs-agtige blogs, men det fungerer simpelthen ikke for mig at sidde og uddele mine tanker og ikke mindst mit liv med en indbildt læser-skare - og hvem ville dog også være interesseret i det?
Nu har jeg så besluttet at lave en blog om en af mine interesser, nemlig kager. Jeg elsker at bage, jeg elsker at dekorere kage og jeg elsker at spise kage. Problemet med kage, især de gode af slagsen, er bare at de indeholder en hel del kalorier og kalorier får, som vi alle ved, én til at bule ud på steder ingen har lyst til at man buler ud på.. Derfor har jeg, i samarbejde med min kæreste, udtænkt den geniale idé at begynde at lave og sælge kager til barnedåbe, brylluper, fødselsdage og så videre. Det kræver dog lige at jeg får taget mig sammen til at gøre lidt opmærksom på mig selv i lokal området og på nettet, men det skal nok komme! Første skridt er bloggen som jeg håber kommer til at indeholde læææææækre kager.

God fornøjelse!